Udvikling og konsekvenser af øresår...

Udvikling og konsekvenser af øresår i to besætninger samt behandling med antibiotika mod øresår

Unersøgelsen kunne ikke understøtte, at sodeksem-bakterien eller bid skulle være primære årsager til øresår. Antibiotikabehandling af smågrise påvirkede ikke forekomsten af øresår. Der var en højere forekomst af sygdom hos slagtesvin med øresår.Institution:Videncenter for Svineproduktion Sammendrag

Undersøgelsen kunne ikke understøtte, at sodeksem-bakterien eller bid skulle være primære årsager til øresår. Antibiotikabehandling af smågrise påvirkede ikke forekomsten af øresår. Der var en højere forekomst af sygdom hos slagtesvin med øresår.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge udviklingen af øresår hos smågrise med henblik på at belyse årsagerne til øresår. Det blev også undersøgt, hvilke konsekvenser øresår havde for sundhed og tilvækst hos smågrise og slagtesvin, og om antibiotikabehandling kunne bruges som intervention mod øresår i en smågrisebesætning.

En smågrisebesætning og en slagtesvinebesætning med høj forekomst af øresår indgik i undersøgelsen. I begge besætninger blev en gruppe grise (hhv. 136 og 218 grise) observeret gennem en periode, hvor øresår og sygdomstegn løbende blev registreret og tilvæksten for hver enkelt gris målt. I smågrisebesætningen blev yderligere 134 grise behandlet med antibiotika mod sodeksem-bakterien (S. hyicus).

Resultaterne viste, at en stor del af grisene fik milde øresår i løbet af de første par uger efter fravænning, mens alvorlige øresår udviklede sig hos en mindre del af grisene senere i smågriseperioden. Der var ingen tegn på, at øresår skyldtes, at grisene var små eller svækkede. Rifter på ørerne kunne muligvis fremprovokere milde sår efter fravænning men forklarer ikke, hvorfor grisene fik alvorligere øresår senere. Der kunne ikke konstateres nogen sammenhæng mellem risikoen for øresår og soens alder, hvilket ellers er typisk for infektioner forårsaget af S. hyicus. Da antibiotikabehandling desuden ikke havde nogen effekt på øresårene, kunne undersøgelsen ikke understøtte, at infektion med S. hyicus kunne være den primære årsag til, at øresårene opstod. Der var ikke tegn på, at bid i ørerne spillede nogen rolle for udviklingen af øresårene.

I smågrisebesætningen kunne det ikke konstateres, at øresår havde nogen betydning for grisenes tilvækst eller sundhed. Men da de alvorligste øresår især forekom sidst i observationsperioden er det muligt, at konsekvenserne af øresår først viste sig senere i grisenes liv.

I slagtesvinebesætningen var næsten alle øresår afhelet 9 uger efter indsættelse. Der kunne ikke påvises nogen statistisk sikker forskel i tilvækst mellem grise med og uden øresår. Der sås flere utrivelige eller halte grise, flere bylder og flere døde og aflivede grise blandt grise med øresår end hos grise uden øresår, men hvis der ses bort fra halebidte grise, var forskellen ikke statistisk sikker (p>0,05). Det vil kræve en større undersøgelse at dokumentere denne forskel. Øresår medførte ikke bylder ved slagtning i det omfang, som normalt ses hos grise med halebid.

Forfatter:
Marie Erika Busch, Helle Stege (KU-Life, Institut for Produktionsdyr og Heste ) , Kristian Krogh Hansen (LVK ) , Inger Majbohm Jensen (Oelgod Dyrlaeger I/S )  og  Jakob Korsgaard (Oe-Vet )
Udgivet:9. december 2010