Farestalden - alle har en mening


Groft sagt er det antallet af fravænnede grise der har betydning og i mindre grad dødeligheden i farestalden. Dvs at hvis der fødes 16 levendefødte er der ’plads’ til et større tab end hvis der fødes 13..

Lad det være sagt med det samme - der ikke findes nogen evig sandhed når målet er en velfungerende farestald med en lav dødelighedsprocent. Rutinerne kan være vidt forskellige og endda modsat rettede i to besætninger der har samme grunddata dvs samme antal levendefødte og dødfødte og som fravænner samme antal grise. 

Langt de fleste rådgivningstjenester tilbyder målrettet indsats i farestalden med det primære mål at nedsætte dødeligheden blandt pattegrise. Dygtige folk der kan deres arbejde og systematisk forsøger at ændre de daglige rutiner således at flere grise overlever. Men hvorfor er det, at det i nogle besætninger kan være endog meget svært at påvirke det daglige arbejde selv om målet er krystalklart ?

For det første skal motivationen være til stede. Dvs glæden ved at arbejde med dyrene og glæden ved at se ting lykkes. Denne motivation er til dels medfødt eller tillært, resten kommer ved omgang med dyrene i stalden. Er motivationen (og inspirationen..) ikke til stede eller bliver stimuleret for lidt udebliver de gode resultater. Arbejdsgiveren og ’ånden’ på arbejdspladsen spiller ind hér..

Alternativet er den amerikanske model hvor der passes grise pr.manual. Dvs at der i manualen står at ’når du ser dét gør du sådan og ikke andet’ – jeg har set en frilandsbesætning i Skotland på 12000 søer passet på den måde. Og med ganske fornuftige resultater, men ikke topresultaler.

Metoden betyder at ikke-uddannet arbejdskraft hurtigt kan lære de grundlæggende ’trin’ i en farestald. Men, arbejdet bliver samlebåndspræget og unuanceret og vil gi’ middelmådige resultater. 

Laboratoriet i Kjellerup tilbyder en USK pattegris hvor der indsendes alt hvad der dør f.eks. de første 2 uger efter faring. Grisene fryses ned i besætningen og køres til Kjellerup når perioden er slut. Alle grise obduceres og undersøges for evt. infektioner eller andre årsager til den tidlige død. Resultatet er langt overvejende sult og ihjellægning og grise med lav fødselsvægt er overrepræsenteret. Dvs det betaler sig at gøre en indsats for at reducere denne dødelighed.

Jeg har spurgt 2 af de ’farestaldspassere’ som i min kundekreds har den laveste dødelighed i farestalden, nemlig 5-6% over lange perioder. De gode råd er:

1: Lad søerne passe egne grise de første 24 timer, stort set uanset kuldstørrelse.

2: Fjern de mindste grise og lad søerne passe egne grise, 12-13 til søerne og 13-14 til gyltene. 

3: De mindste grise lægges til ’fikse’ velmalkende 2 eller 3 lægssøer med små patter, gerne 14 til hver. Der tilbydes A-38, evt somælkserstatning de første 7-8 dage to gange dagligt som supplement.

4: Farestierne med de nyfarede søer gås nøje igennem dagligt for at spotte evt. efternølere der samles fra og placeres ved en opsamlingsso. Hvis udskiftningen i soholdet er OK og arbejdet omkring kuldudjævning OK skal indsatsen primært rettes der hvor de mindste grise befinder sig. De øvrige søer og grise klarer stort set sig selv.

Lyder det ikke let…   

  


 

Forfattere

 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !