Kolde betonspalter giver ledbetændelse ved grise


Denne vinter 2005-06 er stort set gået stille og roligt, nu hvor vi er kommet så nogenlunde over PMWS og vi har fået udviklet nye sundhedsprogrammer, der stort set kan udføres i farestalden.

Denne situation har givet ro til at kikke nærmere på kuldeinducerede sygdomme ved grise.
Én af disse sygdomme er mycoplasma-ledinfektion ved indsætning på kolde spalter.

I det følgende beskrives kort to tilfælde
I januar 2006 konstateres - ved indsætning af et hold 30 kilos grise i en fuldspaltesektion -mycoplasma-ledbetændelse ved ca. 5 % af grisene i perioden fra 4 til ca. 20 dage efter indsætning.
Grisene er ellers ok. Der behandles med pænt resultat med Lincocin inj. i 2 til 3 dage.

Ved det næste hold ser vi igen mycoplasma-ledbetændelse efter indsætning, nu ved ca. 7 %.

Vi kontakter sobesætning, der selv har et slagtesvinehold og derudover sælger til 4 besætninger.
Det viser sig ved rund-ringning, at problemet med mycoplasma-ledinfektioner findes i 2 aftagerbesætninger og ikke i de andre 2 aftagerbesætninger samt i egen slagtebesætning.
Dette giver anledning til, at vi kikker kritisk på modtageforholdende i vores fuldspaltestald.

Vi måler temperaturen på spalterne til ca. 10 graders celsius ved tom nyvasket stald og beslutter, at vi ved modtagelsen af det næste hold vil sørge for en bedre opvarmning af stald og spalter.
Ved modtagelse af det næste hold grise har vi spalte-temperaturen oppe på ca. 16 graders celsius og dette medfører en dramatisk reduktion i mycoplasma-ledbetændelser fra ca. 7 % til nu 1 %.

I en anden besætning har jeg i dag tirsdag den 11. april i en Verandastald målt spalte-temperatur på 2,4 grader i vindsiden og 6 grader i læsiden.
Vi skal have grise ind om få dage og er faktisk i tvivl om, hvad vi skal gøre, da vi her har oplevet nøjagtigt det samme - som beskrevet ovenfor - med de grise der blev sat ind for 10 dage siden.
En traditionel fuldspaltestald kan vaskes i lunkent vand for at mindske afkølingen af spalterne og senere varmes igennem med varmekanon før indsætning af grise. Dette kan naturligt nok ikke lade sig gøre i en Verandastald med de fuldsektionerede stier.

Årsagen til ledbetændelsen må søges i en langtids-kontakt-afkøling af specielt haseleddet, hvis funktion svækkes, hvorved der åbnes op for en infektion med mycoplasma som det primære. Endvidere i en almen svækkelse som en følge af, at grisen sættes ind i en utilstrækkelig opvarmet stald.

Forebyggelsen består naturligt i at sørge for en tilstrækkelig opvarmning af stalden med en spaltetemperatur på minimum ca. 16 – 17 grader.

Behandlingen af den enkelte gris - i ukomplicerede tilfælde - skal være Lincocin inj. i 2 til 3 dage. Er mycoplasma-ledinfektionen kompliceret med lungelidelse og/eller lawsonia skal grisen behandles med Draxxin (1 ml pr 40 kilo én gang).

Konklusion: Denne lange og kolde vinter har været en øjenåbner for dyrlæger og landmænd med hensyn til kuldeinducerede sygdomme.
Det er værd at erindre om, at den under alle forhold billigste måde at tilføre en gris energi på, er ved at varme rummet eller stibunden op med et olie- eller halmfyr.
Skal man en tur over foderstoffen for at varme stibund og stald op til driftstemperatur, kan det blive en ubehagelig oplevelse for grisen og en dyr fornøjelse for landmanden.

 


 

Forfattere

 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !