Nytårshilsen fra LVKs formand

10.01.2012
Nytårshilsen fra LVKs formand

Kære medlemmer
Så løb 2011 ud, og vi skal til at tage fat på et helt nyt og ubrugt år. 2011 blev ikke året, hvor vi fik vendt økonomien i vores erhverv, tværtimod tales der nu om, at vi har den værste økonomiske krise i 80 år. Så er der jo ikke noget at sige til, at det strammer til rundt omkring på bedrifterne. Jeg synes dog, det er værd at hæfte sig ved, at der til stadighed opnås stigende produktionsresultater på bedrifterne, så man på den måde er med til at trimmer sin bedrift til fremtiden. Ligeledes kan der jo på mange bedrifter køres en årrække med nedsatte investeringer, så man derved styrker egenkapitalen og bliver mindre sårbar overfor konjunkturudsving.

Vi har fra LVKs ledelse i det forløbne år haft mulighed for at deltage i bl.a. svine-, kvæg- og økonomi kongresserne. Der er rimelig enighed blandt indlægsholderne om, at det er en spændt situation, vi har i branchen, men jeg fornemmer dog også en tro på, at det må være i 2012, vendepunktet kommer. Vi har en historisk lav rente, og afsætningen af vores produkter går godt rundt om i verden. Vi må så håbe, det bliver til en årrække med god indtjening og lav rente, da vi har brug for dette, for at vi kan fylde hullerne op fra de seneste års dårlige resultater.

Jeg er godt klar over, at vores kolleger i mink branchen er inde i en periode med god økonomi, og det er fuldt fortjent, da de laver et super produkt med en meget høj dyrevelfærd. Jeg er imponeret over hvorledes minkbranchen har kæmpet imod dårlig presse og aktivister, som mener det er OK at udøve hærværk på 100 % lovlig erhvervs virksomheder. Det sammenhold vi ser i den branche er unikt, og noget vi skal have udbredt til hele landbrugserhvervet. Jeg vil gerne benytte denne nytårshilsen til at takke for tilliden til de minkfarmere, der har valgt at søge rådgivning hos LVKs minkteam. Vi er oppe på 275 minkkunder ca. 20% af markedet.

Nordvet
Vi har i LVK netop indgået aftale med dyrlægerne fra Nordvet om, at de fremover indgår i LVKs team Nord. Jeg er rigtig glad for, at Nordvet har ønsket at komme til LVK, så vi derigennem kan komme til at stå rigtigt stærkt i det nordjyske. Jeg vil også gerne benytte denne nytårshilsen til at byde velkommen til de nye medlemmer fra Nordvet. Jeg vil deltage på de kommende kundemøder i Øster Vrå og Års, så hvis der er spørgsmål omkring foreningen LVK, er I meget velkomne til at kontakte mig på møderne.

LVKs kundemøder har vi jo forsøgt at gøre mere lokale og faglige. Jeg fornemmer en god opbakning til
møderne. Vi har i 2011 haft omkring 1000 deltagere til møder med fagligt indhold og god debat. Jeg vil
gerne opfordre endnu flere af jer til at melde jer selv og jeres medhjælpere til, for derigennem at få
inspiration til det daglige arbejde hjemme på bedriften.

Gul kort
Efter at vi i foråret havde fået flere henvendelser fra medlemmer, der følte sig uretfærdigt behandlet ved indførelsen af gult kort, bestemte vi os for at tegne et firmamedlemsskab af Landsforeningen af Danske Svineproducenter, for derigennem at støtte op om de aktiviteter foreningen satte i gang. Jeg vil godt kvittere for det flotte arbejde, som landsforeningen har lavet, de var stærkt medvirkende til at FVST annullerede de ustedte gebyrer, og anerkendte at fremgangsmåden havde været forkert. Vi var også selv aktive og pressede på så meget som muligt, samt ved artikler osv. Vi kan konstatere at ordningen
fortsætter, og at ordningen generelt har været en succes. Vi har fået sænket forbruget med ca. 20 %, et kæmpe fald, det er rigtigt flot. Det nye er nu, at myndighederne får mulighed for at udstede rødt kort, hvis en besætning med et højt forbrug ikke kan sænke det. Her vil der være mulighed for at påbyde reduktion af belægning osv., det virker meget voldsomt og helt unødvendigt, når der nu er reduceret så meget i
forbruget. Derfor er det stadigt vigtigt, at I sammen med jeres dyrlæge forholder jer kritisk til, hvorledes besætningens medicinforbrug ligger, så I ikke løber ind i problemer med myndighederne.

Kontrol
Jeg tror, de fleste landmænd har forståelse for, at vi lever i et samfund, hvor det er nødvendigt med en vis kontrol, så man derigennem kan dokumentere, hvorledes produktionen foregår. Jeg er dog også overbevist om, at alle danske landmænd og minkfarmere føler at myndighederne er gået fuldstændigt amok med omfanget af kontrol i landbruget. Den nidkærhed kontrollen bliver udført med er simpelthen uholdbar, og vi bliver nødt til at have nogle bagatelgrænser for, hvornår der sker indberetning efter et kontrolbesøg. Med den størrelse besætninger vi har nu, giver det ingen mening at et enkelt dyr, man har overset dagen før, skal påvirke den samlede vurdering af dyrevelfærden i besætningen. I mange dele af vores samfund er
det menneskeligt at fejle, vi må konstatere, at dette ikke gælder når man passer produktions dyr. LVK vil også det kommende år være med til rette opmærksomheden på de åbenbare urimeligheder kontrollen medfører, for et af problemerne med den danske kontrolpraksis vil på sigt være, om vi kan få vores unge mennesker til at gå ind i erhvervet, under de forhold myndighederne byder os. Det mener jeg er rigtigt ærgerligt, for det er et erhverv med masser af faglige udfordringer, man bor på sin arbejdsplads, planlægger i høj grad selv sin hverdag , og på mange måder hænger det rigtigt godt sammen med det at
skabe et godt liv. Jeg må bare sige, at jeg det seneste år selv er kommet i tvivl om, hvad jeg skal svare, hvis et ungt menneske spørger, om jeg vil anbefale at etablere sig som selvstændig husdyrproducent. Vi har simpelthen brug for en regering og nogle myndigheder, der bliver medspillere i stedet for som nu, at være modspillere.

LVK årsmøde den 6. marts 2012 på Scandic i Kolding.
I år afholdes LVK årsmødet i region syd, nærmere betegnet på Scandic i Kolding. Jeg håber, rigtig mange af jer vil benytte lejligheden til at komme, da det jo også er på dette møde, vi får mulighed for at diskutere politik og forhold vedrørende foreningen. Jeg er glad for, at det er lykkedes os, at få tidligere fødevareminister og nuværende folketingsmedlem for Venstre, Henrik Høegh til at deltage på vores årsmøde. Henrik Høegh kender selv de udfordringer, der er ved at være husdyrproducent i Danmark og samtidig har han haft den post, der har størst indflydelse på regulering og kontrol af vores branche. Vi vil
også få inspiration fra Svend Brodersen,, der er direktør på Gram Slot. Svend og familien tog deres liv som mælkeproducenter op til overvejelse, det kom der nogle spændende nye muligheder ud af. Desuden vil der være faglige indlæg af LVKs dyrlæger.
Jeg kan også allerede nu forberede medlemmerne i det sydlige om, at vi skal have nyvalg til bestyrelsen. Henning Jensen ønsker ikke at genopstille, så overvej allerede nu, hvem I kunne foreslå opstillet.

Med ønsket om et godt og lykkebringende nytår til jer alle.

Peter Hjort Jensen
formand

 

KLIK HER og download printversion


 

Forfattere

Peter Hjort Jensen Peter Hjort Jensen
Formand, gdr.

Kristiansmindevej 11, Nybrogård, 8500 Grenaa
T: 86387877
M: 23250877
E: phj@lvk.dk
 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !