Circovirus - en ny udvikling på vej

03.04.2007
Circovirus - en ny udvikling på vej

Siden de første tilfælde af PMWS dukkede op omkring 1995 har der været en formodning om at Cirkovirus har en eller anden rolle for udviklingen af sygdommen. Der er lavet talrige undersøgelser og det er nu muligt at ”lave” PMWS grise, her er det påvist at cirkovirus altid er medspiller.

PMWS har længe været kendt som et problem i ungsvineafdelingerne i form af utrivelige grise og en stigende dødelighed. Imidlertid er der inden for det sidste år kommet flere og flere besætninger hvor billedet har ændret sig i to helt andre retninger:

  1. Problemer med søerne i form af en faldende produktivitet, stigende problemer med omløbere og flere søer får dødfødte grise

  2. Manglende tilvækst på slagtesvin og flere grise der går i stå ved ca. 60 kg. Dødeligheden stigende til over 3%  og antallet af slagtesvin der får problemer med utrivelighed og især mavesår er stigende.

Især problemerne med slagtesvinene er ved at komme mere i fokus. De tidligere symptomer med forstørrede lymfeknuder i lysken eller lungeproblemer med pusten og hoste, er afløst af problemer med diarre der ikke lader sig behandle med de traditionelle midler overfor Lawsonia.

Forhistorien er ofte den samme: Den igangværende behandling af slagtesvinene, svigter og ca. 15 % af slagtesvinene har mere eller mindre diarre, der ikke minder om den der ses ved Lawsonia, men som er lysere og mere svingende.  Der er enkelte slagtesvin der dør akut, ofte med blødende mavesår, men det mest hyppige billede er at der ved levering er en større restgruppe af grise der er undervægtigt – det tager med andre ord længere at få tømt staldene.

Det er en god ide at få en snak med sin dyrlæge hvis ovennævnte symptomer begynder at vise sig.

Diagnosen er vigtig idet der i dag er muligheder for at gøre noget mere aktivt mod denne lidelse.

Ved at tage blodprøver er det muligt, at fastslå om der er aktivitet i besætningen med hensyn til Cirkovirus - er dette tilfældet vil der ofte ses høje reaktionstal ved grise der er ramt.

Ved at tage prøver fra grise i forskellig alder vil tidspunktet for aktivitet i besætningen kunne fastslås og dermed hvornår at overvågningen skal intensiveres.

Forebyggelse er i dag en mulighed. Der er i dag en vaccine mod Cirkovirus og der er flere på vej inden for det kommende år.

Den vaccine der er til rådighed for tiden er registreret til søer og det er disse der skal vaccineres.  Desværre er vaccinen endnu ikke endeligt godkendt og det betyder at der skal dispensation til at bruge vaccinen.

Der er et krav om at der indsendes organer til undersøgelse før at diagnosen kan stilles. Her er det vigtigt at der tages materiale fra grise i den akutte fase. Findes der virus i disse organer kan der gives tilladelse til at der startes med at vaccinere søerne – effekten har i de besætninger. der er startet op, har været god.



Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !