Egon Olsens plan.

13.08.2012
Egon Olsens plan.

Vi kender vist alle situationen fra Olsen bande filmene, hvor Egon har lavet en fantastisk plan. For at få planen ført ud i livet, kræver det selvfølgelig lidt hjælp, og i Egons tilfælde er det sjældent vanskeligt at få opbakning til projektet. Det er bare at overtale Kjeld og Benny. Og de synes altid det er en skide god plan….

I den virkelige verden, på en kvægbedrift, er der også altid planer om den ene eller den anden forbedring, ombygning, udvidelse mm. Der bliver lavet skitser, indhentet tilbud, holdt møder og indsendt ansøgninger. – Men på et tidspunkt skal der næsten altid findes nogle partnere til projektet, som vil skyde penge i det. Og så har vi balladen. Det kan godt være, at der for 5-6 år siden sad en del rådgivere i pengeinstitutterne, som var ligeså nemme at overtale som Kjeld og Benny; men sådan spiller klaveret ikke i 2012. Der skal anderledes detaljerede analyser på bordet, for at få tilsagn om finansiering.
Der findes nu på markedet et analyse værktøj, som kan være en hjælp til at få gennemregnet konsekvenserne af investeringer i en kvæg bedrift. Værktøjet hedder SIMHERD.

I praksis foregår analysen ved, at alle nuværende data for produktion, dødelighed, udskiftning osv trækkes ud af Kvægdatabasen, og programmet laver så en simulering af, hvordan produktion og økonomi forventes at udvikle sig, hvis den planlagte investering giver de ønskede forbedringer på celletal, mælkeydelse, dødelighed eller hvad det nu er for et område, vi forventer at kunne forbedre, hvis vi foretager investeringen.
Konklusionen på analysen præsenteres bl.a. på en let overskuelig graf, som vist i dette eksempel:


Grafen viser den forventede stigning i DB efter udvidelse til 440 køer, hvis produktionen fortsætter med samme ydelse, dødelighed mm som nu (440), samt udviklingen i DB, hvis de forventede forbedringer ved investeringen slår igennem med 50%, 100% eller 150%. Den stiplede
linie angiver de øgede finansieringsomkostninger ved investeringen, hvis renten er 4% (blå linie) eller 6% rente (rød linie).
Analyser og beregninger tager sig flot ud, når de præsenteres som en kulørt graf. Man skal dog huske, at der altid ligger en masse forudsætninger og skøn til grund for beregningerne, og der er ingen, som ved om beregningerne holder stik, før vi har ført projektet ud i livet, og kan kigge bagud, og se, om det gik som forventet.
Men jeg er sikker på, at et gennemarbejdet oplæg, som er underbygget af nogle beregninger, som f.eks. den jeg her har vist et udklip af, vil give et bedre beslutningsgrundlag, end de luftkasteller, Egon Olsen har underholdt os med.
Det kan jo også være, at sådan en analyse kunne få dig til at beholde projektet i skuffen lidt endnu, mens du lige får det hele tænkt igennem nok en gang.
 

Erling Andersen.

KLIK HER og download artiklen


 

Forfattere

Erling Andersen Erling Andersen
Dyrlæge

Strandvej 33, 4. tv., 4220 Korsør
M: 21715294
E: ea@lvk.dk
 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !