Ketose og Laminitis


Vedrørende Ketose og laminitis

Malkekoens produktionskapacitet er blevet stærkt forøget.
Køernes evne til at optage foder er ikke fulgt med stigningen i produktionskapaciteten.

Dette faktum kan man kalde "den højtydende kos dilemma".
Dilemmaet er størst i den første måned efter kælvning, da koen når sin topydelse ca. 3 til 4 uger efter kælvning, og sin maximale foderoptagelse 9 til 12 uger efter kælvning.

Det grundlæggende princip vedrørende foderoptagelse hos et sundt individ er, at det vil forsøge at optage næring nok til at realisere sin genetisk bestemte maksimale kapacitet for vækst og mælkeproduktion.

Reguleringsmekanismen ved høj næringsstofkoncentration kaldes "stofskifteregulering", mens mekanismen ved et fyldfoder er "fysisk regulering".

Centeret for regulering af foderoptagelse findes i hypothalamus, hvor signaler for sult og mæthed registreres, og reaktioner herpå igangsættes.

Centeret reagerer på cirkulerende stoffer i blodet, nogle hormoner, samt fysiske påvirkninger i fordøjelseskanalen.

Dette er forklaringen på, at fede køer, huldkarakter 4,5 og derover, mobiliserer deres fedtdepoter, leverens kapacitet til dannelse af triglycerider overskrides, og de mange frie fede syrer i blodet vil påvirke ædecentret i hjernen til nedsat foderoptagelse.

En ko med en dagsydelse på 30 kg mælk, skal danne 1,5 kg mælkesukker i yveret, og samtidig holde blodsukkeret oppe.

Til fede køer har man med succes anvendt insulininjektion for at hæmme fedtmobiliseringen, og dermed forbedre ædelysten.

Omdannelse af fedt kræver også energi i form af sukker for at undgå dannelsen af for mange biprodukter, såkaldte ketonstoffer. Et af disse er acetone, der kan lugtes fra koen.

Undersøgelser har vist, at der er forhøjede ketonstofværdier i ca. 10 til 20% af nykælvende køer, men kun ca. 5% får så manifeste symptomer, at de bliver behandlet. Resten hakker sig igennem ved at gå så langt ned i ydelse, at det passer til foderoptagelsen.

Køer i risikogruppen kan behandles fra 8 dage før kælvning til 3 uger efter kælvning med et blodsukkerhævende stof, som f.eks. natriumpropionat, glycerol, propylenglycol, koket eller stimul.

Sygdommen ketose indgår jo i komplekset af metaboliske sygdomme. De andre er vomacidose, fedtlever, laminitis og løbedrejning.

Fodring med et stærkt fyldende foder i goldperioden har vist sig at øge foderoptagelsen efter kælvning. Omvendt kræves der et vist energiniveau i foderet for at holde vommens papiller intakte. Vommens overflade bestemmer jo resorptionskapaciteten, og intakte papiller kan øge vommens overflade 21 gange.

Vommens papiller stimuleres især af smørsyre og propionsyre, og derfor bedre af kraftfoderrige end af grovfoderrige rationer. Så hvis koen skal nå 8 f.e. ved kælvning, skal de nok bestå af kraftfoder.

For at undgå mælkefeber ved kælvning, har man forsøgt en såkaldt syretræning, der består i at ombytte 2 kg kraftfoder med 2 kg korn de sidste 10 dage før kælvning.

Dette kan man roligt gøre, da papillerne er intakte og foderfylden er tilgodeset.

Laminitis

Indgår i komplekset "sur vom".

Dvs., lav grovfoderoptagelse, lav fedtprocent, løs gødning, løbedrejning, lav drøvtygningskapacitet, laminitis, "lost farm".

Man kan kalde det "de 7 l-er syndromet.

Akut laminitis viser sig ved tydelige smerter i klovene. Koen står med krydsede forben, stiv, opadkrummet ryg, og kan skære tænder. Dyret ligger meget ned.

Subklinisk laminitis viser sig ved stiv, vraltende gang, hornforandringer i klovhorn. Der ses ofte tykke haser, trykninger hist og her, da dyret rejser sig dårligt, læner sig op ad inventaret, og ligger og æder på forknæene for at aflaste klovene.

Kronisk laminitis viser sig ved blødninger i klovhornet, øget frekvens af klovbylder og såleknusninger, buler hist og her og afmagring.

Laminitis ses især ved tilfælde af vomacidose, pga. fodring med energirigt og strukturfattigt foder.

Vomfloraen tilpasser sig denne fodring og giftstoffer fra bakterier, der er ødelagt af det sure miljø, resorberes til blodet, og påvirker blodgennemstrømningen i klovvævet, der står for de omfattende forandringer i klovvæggen.

Behandling består af hyppig klovbeskæring, blødt underlag, dvs. tykke måtter, madrasser eller dybstrøelse, smertestillende behandling og rigelig motion.

Forebyggelse er den samme som ved sur vom.

Passende tyggetid, fodring med cellevægskulhydrater, i stedet for stivelse fra korn eller sukker fra roer.
Man kan bruge natriumbicarbonat til at neutralisere det sure vommiljø.


 

Forfattere

 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !