LVK - Rettidig omhu

14.07.2005
LVK - Rettidig omhu

"Rettidig omhu" er ikke blot en A. P. Møller vision. I LVK ligger vi vægt på "rettidig omhu" da vi véd, at det for vore medlemmer kan betyde forskellen på succes og fiasko. Alle der beskæftiger sig med husdyrproduktion ved at der er situationer hvor det er afgørende, at der "handles rettidigt". I LVK organisationen er vi hele tiden parate.

Førstegangsbehandling af voksent kvæg. Vi følger og påvirker det politiske spil om fremtidsmulighederne for husdyrproduktion i Danmark. Vort mål er blandt andet en ændring af lovgivningen, så landmanden får retten til førstegangbehandling af malkekvæg.

Lovændringen er efter vores opfattelse en betingelse for en påkrævet udvikling af veterinærrådgivningen på kvægområdet. LVK er førende med hensyn til efteruddannelse af medarbejderstaben. LVK er således den største enkeltbruger af Dyrlægeforeningens fagdyrlægeuddannelse. Fremtidsmulighederne for en fortsat udbygning af dansk husdyrproduktion er efter min mening tæt sammenkædet med "erhvervsvilkårene for os producenter".
Med andre ord : "En betingelse for en fortsat konkurrencedygtig produktion, er vilkår, som sikrer den enkelte producent adgang til rådgivning på et højt fagligt niveau og til en rimelig pris." LVK arbejder konstant på at reducere omkostningerne. I LVK er omkostningsjagt en løbende proces.

Vi har en organisation med ekspertise indenfor såvel handel, som veterinær rådgivning. Handelsdivisionen er med en udbredt egen import med til at sikre husdyrproducenterne varer til konkurrencedygtige priser. LVKs dyrlæger tilrettelægger hver især deres egen arbejdsdag. Udgangspunktet er en effektiv planlægning hvor der er plads til at bruge den fornødne tid ved besøg hos medlemmerne. Sund husdyrproduktion med mindst mulig anvendelse af antibiotika. LVK har gennem de seneste år målrettet arbejdet for en sund husdyrproduktion med mindst mulig anvendelse af antibiotika. Syge dyr skal behandles, men årsagen til sygdommene skal om muligt findes og afhjælpes. Udfordringen indenfor dette område er stor - netop derfor har LVK de seneste år sat fokus på en massiv efteruddannelse af dyrlægestaben. Vetstat. Vetstat er indført, og selvom systemet er både bureaukratisk og omkostningstungt, er det nu om at se de positive sider af systemet. Vi må lære at uddrage viden, som kan bringe produktionen endnu et skridt mod målet:

Sund husdyrproduktion med mindst mulig anvendelse af antibiotika. Vetstat, systemet der registrerer ethvert forbrug af antibiotika på det enkelte CHR. nummer vil blandt andet kunne vise forskellen i forbruget af antibiotika pr. dyreenhed. Vi risikerer, at der bliver uddraget konklusioner, som ikke relaterer til, hvordan produktionen foregår som gennemsnit. Altså unuanceret brug af tal fra Vetstat uden en beskrivelse af baggrunden for de enkelte tal kan hurtigt bringe avisoverskrifter. LVK og andre, som står for seriøs rådgivning og oplysning, har en stor opgave i at forklare politikere og andre, at der er mange parametre som har indflydelse på sundheden i den enkelte besætning. Det er med andre ord ikke muligt, at forlange, at alle besætninger, er i stand til at nå det samme mål. Ingen ønsker et overforbrug af antibiotika.

Jeg er sikker på, at ingen dyrlæge eller husdyrbruger ønsker et overforbrug af antibiotika, men en fortsat uddannelse af husdyrproducenter og dyrlæger er en betingelse for bestandigt at cementere den danske position som et land med et lille antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen. Med udgangspunkt i et lavt antibiotika forbrug vil vi advare politikerne mod forhastede beslutninger. Dyrenes tarv og muligheden for hurtigt at behandle syge dyr, må ikke forringes.

Niels Buhl
formand



Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !