Råmælk - altid et aktuelt emne

07.11.2005
Råmælk - altid et aktuelt emne

Råmælk, altid et aktuelt emne
Får dine kalve tilstrækkelig god råmælk? Er de dækket ind til de selv kan producere antistoffer (ca. 20 dage gamle)?
De fleste vil straks svare; ”Ja, selvfølgelig gør de det!”

I flere år har landmænd kunnet læse adskillige artikler og indlæg om råmælk – Artikler om mængde, kvalitet, udfodringstemperatur (38 grader) m.m.

Så i dag er der nok ingen ordentlig kalvepasser, som ikke ved hvordan det skal gøres! Men spørgsmålet er, får de det gjort? Hverdagen er så travl, at man skal løbe hurtigere og hurtigere.
Og ofte viser det sig at kalvenes immunstatus ikke er god nok.

Hvad gør vi så? Ja, efter min mening bør hver besætning have en SOP(Standard Operational Procedure). Sagt på sønderjysk; ”hvad gør vi, hvornår gør vi det, og hvem gør det?”
Lav det på skrift og få det lamineret. Hæng det op ved kalvene. Sæt navn på den ansvarlige person. Giv gerne en god kalvepasser en bonus. Gode medhjælpere hænger ikke på træerne mere.

Fakta: Kalven bør mindst have 10 mg IgG /ml blod og gerne højere. Hvis der er højt smittepres eller andre ting, som påvirker kalvens immunsystem negativt bør det ligge højere.
Kalven fødes næsten uden antistoffer, og er derfor meget udsat for infektioner omkring fødslen (især diarre). Via råmælken optager kalven IgG-antistoffer. Disse optages via tyndtarmen og føres over i blodet. Dette er kalvens immunforsvar indtil den selv begynder at producere IgG, hvilket sker når den er omkring 20 dage gammel. Kalve som ikke får nok råmælksantistoffer/IgG har meget større risiko for at blive syg eller dø pga. diarre eller lungebetændelse.

Og hvordan sikrer man så at kalvene får nok? Der er ingen standardmetode, men her kommer nogen rettesnore:

Sørg for god råmælkskvalitet
: Kvaliteten afhænger af flere ting, bl.a

*  
Goldperiode-længde (jo længere goldperiode jo bedre råmælk)
*   Fodring (vitamin og mineralmangel påvirker kvaliteten) 
*   Koens paritet (ældre køer laver generelt bedre råmælk, da de er bedre til at lave antistoffer!)
*   Hvornår koen malkes efter kælvning (hvis den malkes flere timer efter kælvning har det vist sig at kvaliteten ikke er så god) 
*   Hygiejnen omkring råmælkens håndtering er vigtig

Råmælksmængden: Jerseykalve skal have 3 liter råmælk og store racer 4 liter råmælk indenfor de første 6 timer efter kælvning. Senere virker antistofferne kun lokalt i tarmen, men passerer ikke tarmbarrieren.

Kontrol af IgG-optag: Der findes i dag flere metoder til at tjekke IgG hos kalvene. Den mest kendte og letteste at bruge er Midland testen. Det er nem test, som landmanden selv kan instrueres i at bruge. Prisen er ca. 44 kr. pr test.
Jeg har selv i praksis undersøgt mange kalve og med nedslående resultat - Alt for mange kalve har for lidt IgG. Så vil nogen måske sige, at det nok kun er i mine besætninger, men nej, jeg tillod mig at tjekke det i andre besætninger også (Midland-test samt refraktometer).
Resultatet var lige så nedslående. Og det var ikke kun i besætninger med dårligt kalvemanagement! Mindst hver 4.kalv havde ikke fået nok.

Hvad kan vi så gøre?
Kolostrometer: Et fikst lille instrument/hygrometer, som nemt måler råmælkens indhold af immunoglobuliner (IgG). En hurtig, nem og billig måde at afgøre om råmælken skal bruges eller ej. Billig i anskaffelse, ca. 200 kr. inkl. Moms.

Råmælksbank: Bør etableres i hver besætning. Ekstra god råmælk nedfryses i enkeltportioner, som nemt kan tøs op og gives i tilfælde af en kælvekvie eller ko med dårlig eller ingen råmælk.
Sikrer reserver, så alle kalve kan få den optimale start. Optøs i varmt vand eller mikroovn – Lav effekt.

NB: Brug aldrig mælk fra køer med para-tb. Eller mistanke om samme (smitte til kalv).

Hygiejne: Hygiejnen omkring håndtering og opbevaring skal være i orden. Patter, spande mv. skal være ordentligt rene, ellers kan den gode råmælk blive til en ren bakteriebombe (dyrkning har afsløret coliforme bakterier i uanede mængder fra råmælk, spande, skåle etc.). Dette belaster kalvens immunsystem unødigt, og hvem vil gerne passe syge kalve?

Håber dette kan være til inspiration og hjælp!








Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !