Tanker omkring ombygning/nybygning

30.10.2006
Tanker omkring ombygning/nybygning

Er dyrlægen sparringspartner eller blot en ekstra udgift?
Igennem vores arbejde med syge dyr ser vi ofte de resultater der kommer af det samspil, der er imellem indretning og driftsform. Denne indsigt kan bruges når der tænkes på udvidelse med nybygning eller ombygning, og kan være med til, at der sikres en driftsindretning med så få fejl som muligt.

Oplæg fra byggesagkyndig
Den byggesagkyndige kender godt de mål og indretninger der er mest optimale, men ofte også dyrest. Når ejeren så ønsker at skære ned på udgifterne, bliver der gået på kompromis forskellige steder i stalden, hvilket vel er reelt nok. Det er her dyrlægen ofte har en viden, der skal bruges for at mindske eventuelle fejl.

Eksempel et:
I en konkret byggesag som jeg er involveret i, ønsker ejeren, at gå på kompromis i kælvningsafdelingen som i dette tilfælde vil resultere i 3 kælvningsbokse til 400 køer, og fællesafdeling til såvel syge som højdrægtige køer.
En ren katastrofe, som jeg med sikkerhed ved, vil give kolossale sundhedsmæssige problemer.
Det vil også i en eventuel sanerings plan for Paratuberkulose ikke være muligt at sikre smittevejen. Det samme vil gælde såfremt ejendommen skulle falde for salmonella. Det er vigtigt at disse ting bliver belyst.

Eksempel to:

En nybygget stald hvor jeg ikke var involveret inden bygning af stalden, fik vi store problemer med nykælvere, som blev meget ømbenede når de kom over i den nye stald. Goldkøerne står i en bindstald, hvor de er i hele goldperioden indtil lige før kælvning. Hvis vi havde været involveret inden byggeriet gik i gang kunne vi have bidraget med, at denne indretning ofte ikke fungerer, da overgangen fra at stå bunden i 6 – 8 uger til løsdrift ofte giver ømme ben.

Afslutning:

Disse to eksempler er blot to ud af mange bygningsindretninger, som vi ser i vores dagligdag, og hvor vi, hvis vi var blevet involveret i tankerne omkring nybygning eller ombygning fra starten, kunne have hindret en uheldig indretning, nogle gange blot ved simple ændringer, andre gange ved helt ændrede bygningsinretninger og dermed større udgifter. I sidste ende drejer det sig om at sikre en god hverdag hvor tingene fungere til gavn for både dyr og mennesker.



Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !