Nytårshilsen fra LVK´s formand

07.01.2022
Nytårshilsen fra LVK´s formand


Kære medlemmer i LVK

Jeg håber I alle er kommet godt over jul og nytår og at der nu er kræfter til at tage fat på et nyt år. For der er udfordringer nok i vores erhverv.

Svineproducenterne har de seneste år været ramt af noget af en rutsjetur. Fra at have rigtige gode priser i 2019 og 2020 så blev 2021 året, hvor det hele vendte rundt. Priserne vendte pilen ned og foderet steg til uforudsete højder. Dermed er bytteforholdet ringere end vi har set længe. Afhængig af hvordan man har disponeret,
så vil mange nok få et stramt 2022 og vi må håbe på, at bytteforholdet retter sig, når vi når hen omkring høst.

Mælkeproducenterne har til gengæld endelig kunnet se, at priserne på oksekød rette sig til et fornuftigt leje. Samtidig har også mælkeprisen løftet sig, så det for nuværende ser rigtig fornuftigt ud for det kommende år.

Ny valgmodel

På LVK’s seneste årsmøde, fik bestyrelsen opbakning til at ændre LVK’s valgmodel. Det betyder, at vi fremover vælger bestyrelsesmedlemmerne efter hvilken dyreart man har. På det kommende årsmøde skal der altså vælges en svineproducent og en mælkeproducent. I må gerne allerede nu begynde at overveje, om dette kunne have interesse for en af jer, da vores næstformand Stefan Nielsen (kvæg) ikke genopstiller. Desuden genopstiller Allan Nordal (svin).

Den ændrede valgmodel gør også, at man får mulighed for at stemme via nettet, hvis man ikke har mulighed for at møde op til årsmødet. I vil derfor i god tid, inden årsmøde, modtage vejledning i hvorledes valget gennemføres. Vi skal bl.a. have forslag til opstillede kandidater 3 uger inden årsmødet.

Vi afholder årsmødet i LVK’s lokaler i Hobro onsdag d. 16. marts 2022 kl. 15.00.

Vi har lyttet os til, at det kan være svært at afsætte en hel dag til at deltage. Derfor vil vi afprøve en ny model hvor vi afholder årsmødet alene, uden de faglige spor som plejer at køre om eftermiddagen. Til gengæld vil der være god tid til de faglige beretninger fra chefdyrlægerne og vi vil også sørge for, at der er god tid til faglig og politisk debat efterfølgende.

Som afslutning, har vi fået Asger Christensen til at give os et indblik i, hvad han går og laver nede i EU.

Jeg håber, at mange af jer vil tage jer tid til at kigge forbi Hobro til årsmødet.

Godt Nytår.

Peter Hjort Jensen


 

Forfattere

 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !