Hvor er vi henne med sundhedsrådgivningen inden for kvæg?

12.08.2005
Hvor er vi henne med sundhedsrådgivningen inden for kvæg?

Kvægbrugets udvikling er for længst løbet fra baggrunden for den lovgivning som dyrlægerne skal følge når de servicerer mælkeproducenterne.

Det er på høje tid at erhvervets udvikling følges op af en tidssvarende lovgivning. En ny lovgivning skulle gerne gøre det attraktivt for dyrlægen at rådgive i forebyggelse af sygdomme.

Med den nugældende lovgivning lever de fleste dyrlæger af at behandle akutte sygdomme i kvægbesætningerne. At leve af syge dyr, motiverer vel næppe dyrlægen til at rådgive tilstrækkeligt i forebyggelse – det skal ændres.

I 12 måneder blev pilotprojektet vedrørende Den Nye Sundhedsrådgivning inden for kvæg afprøvet. I skrivende stund er det nu mere end fire måneder siden projektet er afsluttet.

I LVK deltog vi med 10 besætninger, som næsten enstemmigt kan sige de har haft en bedre sundhed og økonomi i besætningen i forbindelse med afviklingen af pilotprojektet.

Vi venter nu spændt på hvornår og hvorledes pilotprojektets evalueringer resulterer i én for kvægbruget anvendelig og økonomisk ordning, der ikke drukner i overflødige laboratorieundersøgelser, papirvælde, høje dyrlægehonorarer og overflødig supervision.

Kvægbrugeren har behov for at få sin indtjening øget. Derfor skal den økonomiske gevinst af Den Nye Sundhedsrådgivning komme kvægbrugene til gode.

Hvornår kommer ordningen. Alting synes at gå meget langsomt. Dansk Kvæg har afholdt evalueringer med de implicerede landmænd, men pilotprojektdyrlægerne kan ikke blive færdige med deres evalueringer. Er det Den Danske Dyrlægeforening som trækker sagen i langdrag ?



Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !