Medicinsk sanering

04.06.2008
Medicinsk sanering

Forslag til medicinsk sanering af Mycoplasma Lungesyge og Lawsonia intracellularis hos grise.

Indledning:

Der tages udgangspunkt i en besætning, hvor der indsættes 750 polte i karantænestald med Ms-status efter totalsanering.

Det efterfølgende forsøg og udarbejdelse af medicinprogrammer er udviklet i samarbejde med dyrlæge Mette Hillersborg, Novartis.

Formål:

Formålet med at fortage en sanering for Mycoplasma Lungesyge og Lawsonia intracellularis er, at undgå smittekilder i besætningen, således at produktionen kan optimeres.

I den forbindelse skal det anføres, at der er tab ved disse sygdomme, og ofte er der betydelige omkostninger forbundet med at kontrollere dem. Blandt andet kan nævnes:

             ·          Højere dødelighed

·          Ekstra udgifter til medicinforbrug/vaccinationer

·          Større foderforbrug og mindre tilvækst

·          Ekstra mandetimer i stalden

Kort om Mycoplasma og Lawsonia

Mycoplasma:

Er en luftvejssygdom, som også kaldes godartet lungesyge. Sygdommen giver blandt andet nedsat tilvækst og baner vejen for andre luftvejssygdomme.   

Håndtering:

Det gamle kendte princip med medicinsanering af polte og søer over 10 måneder i 14 dage, som normalt har en høj succesrate eller en konstant vaccination af pattegrise fremover.

Lawsonia:

Er en tarminfektion, der især findes hos grise over 15 kg.

Håndtering:

Sanering for Lawsonia er gennemført i mange besætninger. Erfaringer fra Danmark viser, at besætninger kan holdes helt fri for Lawsonia i mere end 5 – 6 år, men typisk vil reinfektioner finde sted efter en kortere periode på gennemsnitlig ca. 18 måneder. Lawsoniabakterier er almindeligt forekomne bakterier og forekommer hos mange forskellige dyrearter, hvorfor chancen for reinfektioner også er større. Gevinsten ved sanering er typisk lavere medicinforbrug, øget tilvækst og bedre foderforbrug hos fravænnede grise og slagtesvin.

Generelt før sanering:

I forbindelse med sanering er der minimum 2 parametre, som skal iagttages:

1.       SPF regler, grundig rengøring samt desinfektion

      2.       smittebeskyttelse efter SPF regler   

Sanering:

I februar 2008 blev der indsat ca. 300 stk. polte i karantænestald. I forbindelse med indsættelsen blev første behandling for Lawsonia påbegyndt. Sidenhen, på grund af poltenes alder, blev der påbegyndt en endelig sanering for Mycoplasma.

Karantænestald:

Ved indsættelse af nye polte i karantænestald foretages behandling for Lawsonia i følgende 2 faser:

1.       høj dosering

2.       lav dosering

Høj dosering:

Tiamutin 6 mg. pr. kg. dyr som Tiamutin 12,5% i vand i 5 dage, herefter flytning til sostald og Tiamutin 2% 5 mg pr. kg. dyr + Aureosup 10% 15 mg pr. kg. dyr dgl. i foder i 14 dage.  

Flytning og vask af poltene med Virkon-S:

Det er meget vigtigt, at være opmærksom på at alle dyr vaskes grundigt ved indsættelse i et nyt desinficeret staldafsnit.

Lav dosering:

Tiamutin 2,5 mg pr. kg. dyr + Aureosup 7,5 mg. pr. kg. dyr i 14 dage i foder.

Denne besætning:

I forbindelse med denne sanering var alle avlsdyr ikke over 9 – 10 måneder. Der blev således foretaget en ekstra Mycoplasma-sanering på disse polte ved 10 måneders alderen efter gældende principper for Mycoplasma = Tiamutin 8 mg pr. kg. dyr daglig i 14 dage i foder.

Fremtidigt indkøb af avlsdyr

Efterfølgende er det yderst vigtigt, at nye indkøbte dyr, som indsættes i besætningen, altid skal indsættes i en karantænestald og behandles for Mycoplasma + Lawsonia efter ovenstående medicinprogram.     

Saneringsomkostninger:

Gennemførelse af en sanering vil naturlig medføre omkostninger, som bør indgå i den samlede vurdering. Eksempelvis kan nævnes.

            ·          Tab af produktion i en tomgangsperiode. 

·          Udgifter til rengøring m.v.

·          Udgifter til indkøb af nye polte

·          Udgifter til rådgivere

·          Udgifter til medicin

Afslutning:

Afslutningsvis skal det nævnes, at der ikke efter medicinsanering i besætningen har været én eneste polt, som har hostet eller har haft lind afføring.

Der vil senere, når der forefindes grise i klimastald, blive udtaget blodprøver med henblik på at undersøge status for Mycoplasma og Lawsonia.

Besætningen har p.t. ændret status til Ms - under sanering.



Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !