Mycoplasma - en lunefuld modspiller


Mycoplasmalungesyge med komplikationer, dvs med sekundære infektioner, spillede i firserne en betydelig rolle i det danske slagtesvinehold og kostede betydelige summer i manglende tilvækst og for dårlig foderøkonomi. 50 kr. pr. slagtesvin årligt er blevet kalkuleret. Dvs tæt på en milliard kroner årligt - penge som ikke blev tjent. Firserne blev ramt hårdt fordi dansk svineproduktion ekspanderede voldsomt i disse år og fordi ideén om sektioneret drift endnu ikke var "opfundet".

Ved usektioneret drift smittes de nyindsatte grise og smitten efterfølges af andre infektioner, som invaderer lungerne og som reelt er de virkelige syndere. Et ukompliceret mycoplasmagennemløb betyder sjældent et voldsomt produktionstab.

Luftvejsinfektioner af kronisk karaktér stresser grisene voldsomt og disponerer i høj grad for udviklingen af mavesår. Det er almindeligt at disse to lidelser følges ad og bevirker et voldsomt vægttab, dødsfald og en uacceptabel foderøkonomi.

I 1992 blev de første vacciner mod mycoplasma lungesyge introduceret i Danmark og betød et gennembrud for håndteringen af denne infektion. Ikke mindst efter PRRS' ankomst til Danmark har det værte fast rutine at vaccinere danske slagtesvin.

Når diagnosen "mycoplasma" er stillet skal vaccination altid overvejes efter at infektionens udbredelse og økonomiske betydning er blevet vægtet. Blodprøver er en vigtig del af diagnostikken, dvs hvornår bliver grisene smittet og hvornår ses de første symptomer. Langt hovedparten af danske 30 kg's grise er fri for mycoplasma eller kun lavgradig smittet ved salg og overførsel til slagtesvinestalde.

Er der PRRS nysmitte tilstede i en ung- og slagtesvinelinie skal der vaccineres mod mycoplasma, med mindre det drejer sig om en mycoplasmafri besætning.

Med de fremragende vacciner vi har til rådighed er det efter min opfattelse spildte kræfter at sanere for mycoplasmalungesyge. Besætningen kan stabiliseres effektivt ved vaccination af tillægget og evt. af grisene til salg eller til egen slagtesvineproduktion. En vaccineret gris er "fremtidssikret" i langt højere grad end en ikke-vaccineret gris. Derfor bør alle mycoplasmasmittede besætninger vurdere behovet for en vaccinationsstrategi - diskutér det med dyrlægen ved næste besøg...

Der kan vælges forskellige stategier ved vaccination - dobbelt eller enkeltbehandlinger. Afgøres fra besætning til besætning.


 

Forfattere

 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !