Så kom den nye rådgivningsaftale vedr. sundhed i kvægbesætninger


Aftalen indebærer lidt mere hjemmearbejde til både producent og dyrlæge, men fokus er som det skal være - på dyrenes sundhed

Bekendtgørelsen vedr. Ny Sundhedsrådgivning hos kvæg trådte i kraft den 1/11 i år og indebærer, at der i den enkelte besætning sammen med dyrlægen sættes ind med overvågning af dyrene i de perioder, hvor der erfaringsmæssigt er størst risiko for udvikling af sygdom.

Samtidig frigives retten til førstegangsbehandling af udvalgte sygdomme, således at producenten får mulighed for at sætte ind med den rette medicinske behandling allertidligst i de tilfælde, hvor medicinsk behandling er nødvendig.

Med de nye værktøjer i hånden bliver både producent og dyrlæge i stand til at blive bedre på hver deres arbejdsområder, og med en passende synergi mellem parterne, er der nu langt bedre end tidligere åbnet op for at parterne kan flytte deres fokus fra sygdom til forebyggelse.

Indholdet i den nye bekendtgørelse – undersøgelser af dyr
De perioder der sættes ekstra fokus på er tiden kort efter kælvning – både ko og kalv - og perioden lige før goldning. Oplysninger om dyrenes tilstand i disse perioder kan oftest bruges til at foretage de nødvendige forebyggende tiltag og behandlinger.
I forbindelse med undersøgelsen indberettes følgende data på den enkelte ko: CMT (kan foretages af ejer), huld og for nykælverne en score for bør/skede. Sidstnævnte undersøgelser foretages af dyrlægen, og undersøgelsen af koens fødselsvej vurderes i forhold til flåd, lugt og almentilstand.
De nyfødte kalve skal tillige undersøges af dyrlægen. Parterne der har udarbejdet bekendtgørelsen er desværre endt op med, at dyrlægen skal undersøge navlestedet på kalven. Dette forekommer i de fleste besætninger helt unødvendigt! En sådan undersøgelse bør rutinemæssigt foretages af ejeren i forbindelse med at kalven fodres!

Muligheder for førstegangsbehandling
Aftalen åbner op for at producenten selv må starte medicinsk behandling af yverbetændelse, klovbrandbyld, tyk has og parasitære lidelser hos dyr over 12 mdr. Forudsætningerne for dette er selvfølgelig, at de pågældende diagnoser optræder som et problem i besætningen. Der er ikke givet mulighed for at tilbageholdt efterbyrd og børbetændelse kan førstegangsbehandles af ejer. I forbindelse med medicinsk behandling af dyr under 12 mdr. er der ikke foretaget væsentlige ændringer i forhold til den tidligere aftale.

Besøgsfrekvens af dyrlæge
For at dyrlægen kan opretholde et rimeligt kendskab til besætningen er det fastsat, at besætninger med mere end 50 køer skal have besøg mindst hver anden uge. Hvis der er forventning om 5 kælvninger eller mere indenfor en kommende uge, skal besætningen besøges i den pågældende uge.
Besætninger med under 50 køer skal have besøg med en frekvens mellem 20 og 35 dage afhængig af kælvninger og goldninger.  

Se bekendtgørelsen her 

Se vejledning til bekendtgørelsen her

Se vejledningen fra Dansk Kvæg her


 

Forfattere

Henrik Larsen Henrik Larsen
Kvægdyrlæge

Dybbølvej 13, 8600 Silkeborg
M: 21715283
E: hl@lvk.dk
 

Tilbage
 
Fynsvej 8 - 9500 Hobro - Tlf. 98 52 00 44 - Fax: 98 51 04 70 - lvk@lvk.dk
Udviklet af landIT !